Her I februar og marts er det højsæson for stenbidderrogn. I starten af sæsonen nærmer man sig caviar i priserne, men efterhånden som der bliver lidt mere stabil leverance, og specielt hvis man lige falder over en kutter i havnen der sælger direkte, kan man komme hjem med vidunderlig store mængder.
Og ikke mange ting er bedre end blinis med stenbidderrogn, creme fraiche, hakkede rødløg og lidt dild. Så her kommer min opskrift, én jeg laver nok mindst 3-4 gange om året.
Konsistens
Vigtig for en blinisdej er selvfølgelig konsistensen. Den må ikke være alt for tynd, så bliver dine blinis ikke lette og luftige når du bager dem, men er den for tyk er den svær at få til at flyde ud.
Jeg foretrækker selv en tykkelse som en 9% creme fraiche. Det er rimelig tyk, men hvis panden ikke er for varm, når din blinis at flyde ud i en pæn rund form.
Blinis
Ingredienser
- 50 g boghvedemel
- 175 g hvedemel
- 4 tsk tørgær
- 1 tsk groft salt
- 2 æg
- 2 dl sødmælk
- 2 dl creme fraiche
Instruktioner
Start med at sætte mælken over svag varme. Vær forsigtigt og sæt den ikke for højt, hvis den først bliver for varm skal du enten vente til den køler, eller smide den ud.
Imens hælder du begge slags mel (boghvede og hvede) igennem en sigte (si) ned i en skål. Tilføj tørgær og salt til denne og bland lidt.
Skil æggene i blommer og hvide og stil hviden til side til senere.
Rør blommer, mælk og creme fraiche sammen med en el-pisker (eller et piskeris). Herefter røres mel-blandingen i forsigtigt lidt af gangen. Stil blandingen i køleskabet en time.
Lige inden du tager blandingen ud, pisker du hviderne stive og vender dem derefter forsigtigt i blandingen.
Bagning
Bag dine blinis på en blinispande, eller en stor pande hvis du ikke har en (eller som os, opgraderede til Induktion og nu har en blinispande der ikke kan bruges længere). Mit komfur går til 9 og jeg stille den på 7, så over middel varme. Jeg kommer en klat smør på mellem hver “omgang” og hvis smørret bliver brunt før du får dine blinis på, er panden for varm.
Giv dem et par minutter på hver side. De skal være gyldne, men må ikke blive mørkebrune og ikke sprøde. Ud af denne portion bliver der rigeligt til at fryse, og de tør rimelig hurtig op igen næste gang du skal bruge dem. Hvis de har været frosne lægger jeg dem altid på en tallerken og giver dem 30 sek i mikroovnen så de lige har været smålune inden man putter ting på dem.
Stenbidderrogn
Rognen fra en stenbidder er en superlækker delikatesse, og højsæsonen i Danmark er februar og marts, selvfølgelig lidt afhængigt af vejret.
Når du køber det skal du være opmærksom på om det er saltet eller ej. Hvis du har købt det billigt kan du endda skulle rense det selv. Hvis ikke det er smagt til er det vigtigt du gør det selv inden servering. Jeg foretrækker fint salt og cirton efter smag.
No Comments