En af de indiske klassikere, denne opskrift er helt fra bunden og bliver dejlig cremet og de blendede cashewnødder giver den helt rigtige tekstur. Den kræver lidt at lave og kan virke som et lidt uoverskueligt projekt de første par gange, men når man finder en rutine i retten, så er det nemt at vende tilbage til den igen og igen.
Der skal en tsk tørret chili i krydderiblandingen, og det kan gøre en kæmpe forskel på den endelige styrke af retten, så sørg for du ved hvor stærk din tørrede chili er og hvor stærk du gerne vil have den endelige ret.
Kylling Korma
Klassisk indisk curry. Cremet med fløde og cashewnødder.
Ingredienser
- 35 g cashew nødder
- 1/2 dl vand
- 3 fed hvidløg
- 1 1/2 cm ingefær
- 3 spsk solsikkeolie
- 2 stk laurbærblade, hakkede eller blendede
- 1 stk løg, finthakket
- 1 tsk korianderfrø, stødt
- 1 tsk garam masala
- 1 tsk spidskommen (tørret), stødt
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk chili (tørret), stødt
- 3 stk kyllingefileter, små tern
- 4 spsk tomatpuré
- 2 1/2 dl hønsebouillon
- 12 cl piskefløde 38%
- 12 cl yoghurt (naturel)
- 1 tsk maizena (majsstivelse)
- 1 tsk vand, kold
Instruktioner
Kog den store mængde vand, hæld den over cashew nødderne, og lad nødderne trække indtil de skal bruges (15-20 min)
Put hvidløg og ingefær i en food processor eller tilsvarende, og purér. Hvis du har et fint microplane kan du også rive begge dele så du får en "paste" ud af det. Sæt blandingen til side.
Sæt en wok eller sautepande over varmen og tilsæt olien ved medium-høj varme.
Når olien er varm tilsættes de finthakkede eller blendede laurbærbladene, og de steges i cirka 30 sekunder.
Tilsæt løg og steg disse indtil de er gennemsigtige.
Tilsæt hvidløgs/ingefær pastaen sammen med gurkemeje, chili, spidskommen, koriander og garam marsala.
Tilsæt kyllingeternene og steg i 5 minutter.
Tilsæt tomatpuré og hønsebouillonen.
Rør godt rundt, læg låg på woken og lad retten simre i et kvarters tid.
Mens retten simrer, blendes cashew nødder, vandet nødderne er stået i, fløde og yoghurt. Jeg tilføjer fløden til sidste for ikke ved et uheld at lave flødeskum.
Hæld yoghurtblandingen i retten, rør godt rundt og lad den simre i yderligere 15 minutter.
Hvis retten har en passnede tyk konsistens kan den smages til, ellers kan man blande majsstivelsen med tilsvarende mængde koldt vand og tilsæt blandingen til retten.
Skru op for varmen og rør godt indtil korma saucen har opnået den ønskede konsistens.
Servér rygende varmt med stegte ris, raita og naan brød.
No Comments